Himmelskibet eller himmelskrækken?

I går var jeg en tur i Tivoli sammen med mine forældre, min bror og hans kæreste. I år er der jo kommet en lille ny dims i Tivoli. Ja, de har efterhånden fået profileret den så meget, at enhver nord for Alperne nu ved, at Tivoli netop har fået verdens højeste karrusel, kaldet "Himmelskibet".

Jeg vil nærmest kalde det en tårnhøj centrifuge, da denne tingest slynger dit stakkels korups rundt 80 meter over jorden med 70 kmt.
Så naturligvis skulle denne sindssyge dræber da lige prøves... hvorfor ikke?

Okay så! Efter at have stået i kø i en time, blev det endelig vores tur. Kæden foran køen blev fjernet, og 24 uvidende (grænsende til naive) bindegale danskere og alskens turister, myldrede nu ind blandt denne "forlystelses" 12 frithængende stole, der hver havde to formstøbte sæder.

Stolene hang frit dinglende i luften fra 2 x 4 umiddelbart ret tynde kæder (- altså ikke engang rigtige wirer).
Fair nok - vi er i Danmark - det her kan ikke gå galt. Med alle de statslige, skattefinansierede kontrolinstanser vi har i dette land, må en eller anden da have sørget for, at dette er sikkert. Så med denne - igen naive - indstilling til tingene, satte vi os til rette i noget, der mest af alt mindede om en havestol af tvivlsom kvalitet.

Og vi lettede...

Kraftigt imod tyngdelovens anbefalinger (og i øvrigt enhver sund fornuft), blev vi nu jævnt - men hurtigt - hevet fra jorden. På dette tidspunkt var solen gået ned, og Tivoli fremstod derfor som et orgie af kulørte lamper tilsluttet diverse roterende forlystelser. På vej mod skyerne, forvandlede Tivoli sig således hurtigt til et mindre lyshav... og mindre, og mindre blev det. Til sidst lignede Tivoli nærmest min egen baghave (der ikke er særlig stor, da den er fordelt i fem altankasser).

Centrifugen startede og slyngede os det bedste den havde lært med en tophastighed på 70 kilometer i timen...
Fra 80 meters højde har man en hel fantastisk udsigt over byen. Hovedbanegården, Tivoli, busser osv. bliver forsvindende små.

Resten af oplevelsen kan ikke på retfærdig vis gengives med ord - den skal mærkes i maven.

Konklusion? Har du problemer med højder, er dette nok ikke stedet, du skal starte med at udfordre sig selv. At være placeret på et lille sæde med lav ryg, ingen sider og ingen støtte til benene overhovedet, gør, at man nærmest føler man flyver rundt over København som en anden fugl.

Til alle jer andre: Prøv den (i hvert fald én gang)! I kan med rette forvente lidt mere end I plejer. Jeg har aldeles ikke fortrudt mit "ride", så for mig vil den stadig være Himmelskibet fremfor Himmelskrækken.